I 1966 falder opsynsmanden ved Medici-kapellet over et mystisk gammelt dokument i kapellets krypt. Det er tydeligt, at der er tale om en slags dagbog eller journal, men han kender ikke sproget og må søge assistance. Når han har fået sin nysgerrighed stillet, har han naturligvis til hensigt at aflevere dokumentet til myndighederne, men inden han når så langt, bliver han opsøgt af to ubehagelige typer, der truer ham til at udlevere det.
40 år senere arbejder et hold forskere i krypten med at undersøge de jordiske rester af Medici-slægten ved hjælp af den nyeste dna-teknologi. Ved undersøgelsen af det lig, der angiveligt skulle være et af slægtens mest fremtrædende medlemmer, Cosimo de Medici, falder holdet over en lille stentavle inde i hans balsamerede lig. Samme aften myrdes forskerholdets leder, Carlin Mackenzie, men inden da har han nået at lægge en kryptisk besked til sin niece, Edie Granger, der også arbejder på projektet.
Sammen med sin ven, historikeren Jeff Martin, prøver Edie at tyde den kryptiske besked, der fører dem på en farefuld færd rundt i Firenzes og Venedigs gader på jagt efter ledetråde, der kan føre dem til Mediciernes hemmelighed. Samtidig hober ligene sig op i kølvandet på dem.
”Mediciernes hemmelighed” udkom første gang i 2008 og er sidenhen udkommet i en lang række lande verden over.
Michael White (1959-2018) var en britisk forfatter og manuskriptforfatter, der stod bag en lang række bestsellere. Mange af hans romaner trækker tråde til renæssancens Italien og blander spænding med historiske gåder.